Gå til indhold
©  Foto:

Geopark: Tåsinge Vejle

Inddæmmet kystlagune med enge og vådområder, som er raste- og ynglested for et stort antal vandfugle.

Fugleliv i første parket

Følg stien fra parkeringspladsen til den anlagte bro med fugletårn for enden. Her har du rig mulighed for at se både viber, rødben og bekkasiner, der fra april måned yngler i området. I vinterhalvåret kan du se store flokke af svaner, gæs, ænder og hvis du er heldig en fiskehejre på fiskejagt. I fugletårnet kan du åbne små låger, som giver et fantastisk kig ud over det store vådområde. Her høres ingen trafik, og ved indgangen til fugletårnet er en skøn lækrog med bænk. Ved parkeringspladsen findes også bord- og bænkesæt med udsigt over området.

Inddæmning og oversvømmelse

Tidligere var Tåsinge Vejle en mindre smeltevandsdal skabt under sidste istid, der blev delvist oversvømmet under den holocæne havstigning, som skabte Det Sydfynske Øhav. I 1765 blev en vejdæmning etableret, og Vejlen adskilt fra havet og tørlagt, for at skabe en græsningseng. Men Nytårsnat 1904/1905 brød havet gennem dæmningen, og Vejlen kom igen i direkte kontakt med havet. Selvom dæmningen blev genopbygget i 1905, blev Vejlen ikke helt tørlagt igen.

På engene rundt om Vejlen gror mange forskellige planter. Engene er stadig påvirket af saltvand - en del steder gror derfor planter, der hører hjemme på strandengen. Sjældne planter som orkideer findes her. Engene afgræsses af dyr for at sikre, at de høje planter ikke får overtaget og at engplanterne trives.