Geopark Det Sydfynske Øhav

Liv Under Overfladen - marin naturgenopretning

Danmarkshistoriens største marine naturgenopretningsprojekt skal bringe livet tilbage under overfladen i Det Sydfynske Øhav. 

Bjørnø fra luften
Foto: Mikkel Jézéquel

Kort om projektet

I det sydfynske øhav arbejder UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden sammen om at bringe livet tilbage under overfladen.

Med en historisk stor fondsbevilling på 150 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond skal projektet gennemføres over de næste 8 år. Frem mod 2033 vil vi iværksætte genopretning af levesteder og økosystemer i det største helhedsorienterede naturgenopretningsprojekt til havs i Danmarkshistorien.

Projektet er en hjertestarter for vores ikoniske øhav med storskala-indsatser for ålegræs, stenrev, muslingebanker og områdets arter. Samtidig vil projektet engagere og involvere borgere og andre interesserede for at væve livet under og over havoverfladen tættere sammen.

Danmarks førende forskere er med

Projektets primære indsatser inkluderer udplantning af ålegræs, etablering af stenrev og biogene rev samt målrettede indsatser for nogle af områdets vigtigste arter. Men først og fremmest skal genopretningsplanen udvikles i samarbejde med nogle af Danmarks førende forskere inden for deres felt fra Center for Marin Naturgenopretning, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og DTU Aqua. 

Vi har fulgt udviklingen i Det Sydfynske Øhav gennem mange år, og der er tale om et farvand, som er hårdt ramt. Hvis man skal gøre sig forhåbninger om, at livet i vores tid vender tilbage i en grad, der minder om de gode gamle dage, så kræver det en kombination af succes med Den Grønne Trepart på land og en ambitiøs indsats i havet. Denne flotte bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond baner vejen for indsatsen i havet. Mogens Flindt

Professor ved Syddansk Universitet, Biologisk Institut, medlem af styregruppen for Center for Marin Naturgenopretning og medlem af Geoparkens videnskabelige råd.

En enestående mulighed for handling

Det Sydfynske Øhav er ét af de farvande, der er hårdest ramt af alvorligt iltsvind som følge af udvaskning af kvælstof fra land. Men også historisk overfiskeri og et omfattende stenfiskeri er medvirkende til, at havnaturen i Det Sydfynske Øhav i dag er i dyb krise.

Til trods for Øhavets kritiske naturtilstand er der netop nu gode muligheder for at iværksætte genopretning af det enestående farvand. 

  • I 2025 blev Bælthavet politisk udpeget til trawlfrit område.
  • I Den Grønne Trepart er der planlagt reduktion af landbrugets kvælstofudledninger til Det Sydfynske Øhav med 40 procent.
  • Undersøgelser viser, at der er gode forudsætninger for etablering af både stenrev, ålegræs og biogene rev i Øhavet. 
  • Med UNESCO udpegningen i 2024 er Geopark Det Sydfynske Øhav internationalt og nationalt anerkendt som et område med særlig geologisk, biologisk og kulturel betydning.

‘Liv under overfladen’ realiseres i samarbejde

Projektet gennemføres i et samarbejde med de fire sydfynske kommuner Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø og Danmarks førende forskere fra Center for Marin Naturgenopretning, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og DTU Aqua.

Geoparkens fire ejerkommuner bidrager politisk, administrativt og økonomisk til projektet. Den solide kommunale forankring skal sikre, at projektet tænkes ind i både den kort- og langsigtede areal- og havplanlægning samt i undervisning, bæredygtig turisme, bosætning og lokalsamfund.