©  Foto:

Udstilling hos Ærø Museum: Plast - velsignelse eller forbandelse?

Udstillingen fortæller om plastikkens enorme betydning for mennesker og miljøet, og om de udfordringer plastikgenstande skaber for dem, der forsøger at bevare det.

Udstillingen på Ærø Museum sætter fokus på plastik i et hverdags- og museumsperspektiv.

Plast blev opfundet i midten af 1800-tallet, og har været en del af menneskers hverdag lige siden. Nu, cirka 150 år senere, gør plast mange ting lettere i vores hverdag, men materialet udfordrer ikke kun miljøet, men også museer og arkiver.

Plastik er nemlig ikke lavet til at vare evigt og er overraskende vanskeligt at bevare for eftertiden. For at passe bedst muligt på plastgenstande, er det nødvendigt at vide, hvilke plasttyper der er tale om. Det kræver ofte naturvidenskabelige analyser, som f.eks. infrarødspektroskopi.

"Plast - velsignelse eller forbandelse?" er en del af udstillingsrækken "Fortiden i fremtiden", og er lavet i samarbejde med Bevaringscenter Fyn, Langelands Museum, Marstal Søfartsmuseum, Ærø Museum, Øhavsmuseet Faaborg, Svendborg Museum og Østfyns Museer.

Læs mere om museets øvrige, spændende sommerprogram og aktiviteter på hjemmesiden.