Gå til indhold
©  Foto:

Geopark: Dyrehaven i Det Sydfynske Øhav

I 1200-tallet fungerede det meste af Det Sydfynske Øhav som Dyrehave for Kongen.

Dyrehaven var en kulmination på geopolitiske behov og geografiske forhold. En nat i maj 1223 blev det centrum for en af ​​danmarkshistoriens største politiske katastrofer, nemlig tilfangetagelsen af ​​Valdemar Erobreren og hans søn på Lyø. Denne kidnapning væltede magtbalancen i den vestlige Østersø mod Hanseforbundet og de nordtyske fyrster.

Dyrehaver var et kendt fænomen i 1200-tallet, men var forbeholdt samfundets absolutte elite. Jagten foregik med bue og pil eller hest og spyd, men det var bestemt ikke med det formål at skaffe føde. Det var en omhyggeligt koreograferet sport, der, udover at fungere som en underholdende social ramme, også gav deltagerne en chance for at demonstrere deres færdigheder i ridning, brug af våben og agere som taktikere. Derfor var det nødvendigt med ordentlige jagtområder, og det var her, hjortehaverne kom ind i billedet. I lukkede hjortehaver var det muligt at opdrætte den rigtige kombination af vildt, især hjorte, og samtidig have et landskab, der var egnet til at skabe den bedste jagtoplevelse.

De små øer i Øhavet var som skabt netop til det formål. Vandet dannede en naturlig barriere for spillet, og de forskellige øer præsenterede en række forskellige terræner. Vi ved fra Valdemar-urbariet fra 1231, at øerne havde haft rådyr, dåvildt og kronhjort samt heste. Sidstnævnte var ikke jagtvildt, men genererede snarere bestande til de kongelige heste.

Arkæologiske fund har bekræftet tilstedeværelsen af kronhjort og fornemme stykker tøj - måske tabt af en uheldig jæger?

Dyrehaven i Øhavet giver et indblik af den særlige rolle, området spillede i den politiske scene. Da den var placeret tæt på grænsen til kontinentet, var den let tilgængelig for udenlandske fyrster, som kunne undgå at rejse dybt ind i det fremmede land. Dermed var det også et attraktivt mødested for samfundets elite.