Vitsø

Vitsø er et spændende område et par kilometer syd for Søby på det nordvestlige Ærø, hvorfra der er færge til Faaborg. Oprindeligt var Vitsø en åben fjord, der strakte sig 2 km ind i land og som indtil år 1600 kunne besejles helt ind til det middelalderlige Søby Voldsted og Søbygård (opført 1580). Efterhånden aflejrede havet store mængder sand, grus og sten i fjordmundingen og i 1688 var fjorden næsten afsnøret fra havet.

Forbindelsen til havet blev endeligt afbrudt i 1788, da ejeren af ​​Søbygård byggede et dige langs kysten og dermed forvandlede fjorden til et nor. I 1838 indviedes Vitsø Pumpemølle - en vindmølle, der ved hjælp af en såkaldt arkimedessnegl i træ løftede (’skruede’) vandet op over diget. Formålet var at dræne Vitsø Nor og omdanne det til landbrugsland. Det lykkedes dog først rigtigt i 1950’erne og 60’erne ved hjælp af et moderne pumpesystem, nye drænkanaler og et nyt dige. Store dele af Vitsø Nor området ligger i dag under det nuværende havniveau.

I 2009 blev en del af Vitsø Nor genskabt som led i et naturpleje- og vandmiljøprojekt med henblik på at reducere kvælstofudledningen til Lillebælt og dermed mindske risikoen for iltsvind.  For at hjælpe dyrelivet på vej blev der etableret kunstige fugleøer i søen og gravet ekstra paddehuller på engene.

Aage V. Jensens Fonde ejer i dag 114 ha af arealet fordelt på 52 ha ferskvandssø og 62 ha enge. Flere parkeringspladser giver let adgang til området og afmærkede stier med informationstavler leder besøgende på en herlig 5 km lang gåtur rundt om Vitsø Nor. I det nordøstlige hjørne af området er der et fugletårn. På den sydlige skråning ned til Vitsø Nor ligger Vorbjerg Skov, der blev plantet i 1996. Fra Søby Volde kan man nyde den smukke udsigt over området.

Vitsø Nor ligger i et større dalstrøg, hvis dannelseshistorie endnu ikke er fuldt afklaret. Det kan dreje sig om en smeltevandsdal eller en del af en tunneldal skabt inde under isen og/eller en stor dødisudfyldt lavning mellem bakkerne. Dødis er gletsjer-is, der ikke længere er i bevægelse. Mod sydøst synes ’Vitsø-dalen’ at være forbundet med en smallere dal, der strækker sig ind i det smukke kuperede dødislandskab omkring Ærøs højeste punkt, Synneshøj (68 m) - også kaldet ’De Ærøske Alper’.   

Mellem Vitsø Nor og kysten ligger bakken Vorbjerg (31 m). Bakkens langstrakte form afspejler bevægelsesretningen af de yngste isstrømme i Weichsel, der gled op over Ærø fra sydøst mod nordvest. En sådan bakke, som isen har ’trukket ud’, kaldes en drumlin.

Landskabets byggesten kan studeres i den 15 m høje kystklint på sydsiden af Vorbjerg. Den ældste aflejring er gråt moræneler afsat for ca. 140.000 år siden af det yngste isfremstød i næstsidste istid, Saale (390-130.000 år før nu). Herefter følger bl.a. ’Det Blanke Ler’ og marint ler med muslingeskaller (’Cyprina Ler’) fra Eem-mellemistiden (130-115.000 år før nu). De yngre lag udgøres af ’Det Hvide Sand’ (afsat af vind og vand i et arktisk klima præget af permafrost), samt moræneler, smeltevandssand og -grus afsat af 2-3 forskellige isfremstød i Weichsel-istiden (115-11.700 år før nu). De forskellige gletsjerne har skubbet til lagene, så lagfølgen i klinten er ikke helt nem at overskue.

Det dynamiske kystlandskab

Da havet i Holocæn (perioden efter sidste istid) trængte ind over området syd for Fyn og skabte Det Sydfynske Øhav, blev ’Vitsø dalen’ oversvømmet af havet og forvandlet til en 2 km lang fjordarm. Efterhånden som havet gnavede af klinterne i det omkringliggende istidslandskab, førtes det løsnede ler, sand og grus med kyststrømmene til steder med roligere vand, hvor materialerne aflejredes og skabte nyt land - såkaldt marint forland. I mundingen af fjorden opbyggedes således et stort system af strandvolde og krumodder, der langsomt afsnørrede fjorden fra havet. I dag er størstedelen af dette oddesystem, kaldet Søby Måe, desværre ødelagt på grund af tidligere tiders ralgravning.

På den havværts side af diget ses store stenede strandvolde skabt bølgerne under storme og kraftigt højvande. I den nordligste del findes et lille område med flyvesand og små klitter. Neden for Vorbjerg er stranden smal og stenet med spredte store blokke, som brændingen har vasket ud af istidslagene.

Udnyttelse af geologiske ressourcer

Strandvolds- og krumoddesystemet med strandenge og vandhuller (Søby Måe) ses tydeligt på skyggekort og ældre luftfotos. Desværre er det meste af systemet i dag ødelagt på grund af tidligere, mere eller mindre ureguleret ralgravning. Resterne af dette lokale 'Klondike’ er stadig synlige i form af de vandfyldte ralgrave, stedvist med golde stenede holme og næs.

Ved Sellebjerg i den sydøstligste ende af Vitsø Nor ligger en lille privatejet grusgrav (uden offentlig adgang) i et mindre område med overfladenært smeltevandssand og -grus. Der har eksisteret grusgrave på dette sted i hvert fald siden 1842.

Landskabet i fremtiden

Set i et geologisk perspektiv vil selve istidslandskabet omkring Vitsø Nor næppe forandres inden for en overskuelig fremtid. Ud over den menneskelig påvirkning af overfladeterrænet ved f.eks. almindelig landbrugsdrift forventes ændringerne i landskabet at være begrænsede. Dog vil landskabet miste karakter ved yderligere skovplantning, opstilling af vindmøller og etablering af større solcelleanlæg som et led i den grønne omstilling.

Med udsigt til et forventet stigende havniveau og klimaforandringer, der formodes at øge hyppigheden af storme og højvandssituationer, vil nedbrydningen af kysten formentlig accelerere.

Der skelnes mellem to typer erosion: (1) Den kroniske erosion, som er den daglige bølge-, strøm- og vindpåvirkning af kysten; (2) Den akutte erosion, som typisk opstår ved storm i kombination med højvande og kraftig bølgepåvirkning. Kraftig akut erosion af klinterne kan især under stormfloder forårsage jordskred og dermed tab af land. Ligeledes vil forøget nedbør øge risikoen for skred.

Kystklinten nedenfor Vorbjerg er særligt eksponeret for udskridninger styret af nedbør, grundvandsudsivning, havets erosion og ikke mindst de geologiske forhold, hvor klinten indeholder isforstyrrede lag af fedt ler (primært ’Det Blanke Ler’ og ’Cyprina Ler’ fra Eem-mellemistiden). Sådanne lag virker vandstandsende og fungerer som sæbeglatte glideflader, ovenpå hvilke de overliggende jordlag skrider ud.

Som et led i bevarelsen af geoparkens naturkarakteristik og geodiversitet bør klinterne og de øvrige kyststrækninger dog i videst muligt omfang friholdes for kystsikring, så de naturlige kystprocesser fortsat kan råde frit og samtidig holde de illustrative geologiske profiler åbne.

Et stigende havniveau vil potentielt øge risikoen for saltvandsindtrængning i kystnære drikkevandsboringer og/eller grundvandsmagasiner.

Grundet områdets morfologi og dannelseshistorie indeholder det omkringliggende morænelandskab relativt få lavninger med mindre mosestrøg og lavbundsjorde. Dog kan øget nedbør sammen med et stigende havniveau påvirke grundvandsstanden og afstrømningsforholdene og lokalt hæve vandstanden og eventuelt skabe problemer for her liggende ejendomme og landbrugsjord.

Da terrænhældningerne er forholdsvis moderate og overfladejordarterne overvejende lerede, vil hyppigere skybrud næppe føre til væsentlige ændringer i overfladeerosionen. Dog er den nordlige side af ’Vitsø dalen’ stedvist gennemfuret af mindre korte erosionsdale, der giver dele af terrænet karakter af falske bakker. Disse erosionsdale anses for at være skabt i slutningen af Weichsel-istiden og/eller tidligt i Holocæn.

Hovedparten af det omkringliggende istidslandskab er i øvrigt opdyrket og/eller bevokset.

Øget nedbør influerer også på de naturlige jordbundsdannende processer og vil f.eks. kunne føre til øget udvaskning af ler, salte, mineraler og næringsstoffer fra de øvre jordlag.

Ud over de langsigtede ændringer i erosions- og akkumulationsforholdene langs kysten vil de største ændringer i forbindelse med et stigende havniveau formentlig finde sted omkring det marine forland, Søby Måe. Det bør i den forbindelse nævnes, at det eksisterende havdige påvirker de naturlige kystprocesser og at der med den nuværende digehøjde kræves en vandstand på mindst 2,1 m over daglig vande for at havet overskyller diget og skaber oversvømmelser i Vitsø Nor. En mere massiv indtrængning af salt havvand i ’Vitsø dalen’ vil påvirke miljøet i ferskvandssøen, jordbundsforholdene og få forskellige konsekvenser for det dyre- og planteliv, som er ved at etablere sig ovenpå genopretningen i 2009.

Værdi

Vitsø området har stor geologisk og lokalhistorisk værdi og fremstår som et godt eksempel på sammenhængen mellem geologi, natur- og kulturhistorie. Ved genskabelsen af Vitsø Nors åbne vandflade og tilgrænsende fugtige enge har området desuden fået væsentlig betydning for dyre- og plantelivet og det fungerer nu også som et rekreativt område med mange naturoplevelser, hvor de besøgende bl.a. får en fornemmelse af fortidens fjordmiljø.

Vitsø grænser op til geosite Det Sydfynske Øhav GS 5-2, samt det Nationale Geologiske Interesseområde NGI 128 og det Nationale Kystinteresseområde NK 42. Dele af området er beskyttet af fredningslovens § 10, stk. 3. Derudover grænser den sydvestvendte kyst af Vitsø området med Søby Måe op til EU Natura 2000 marin område nr. 197 og Habitatområde H173.