Bjørnø

Man kan komme til Bjørnø fra Faaborg, hvor MS Lille Bjørn sejler flere gange dagligt. Sejltiden er cirka 17 minutter. Den korte overfartstid betyder, at beboerne på Bjørnø kan passe et arbejde på Fyn. Derfor har Bjørnø de seneste 20 år haft stabile befolkningstal. På øen kan man besøge en sommercafé og finde overnatningsmuligheder, eventuelt på øens lille primitive lejrplads. Der er ingen skov på Bjørnø, men lidt bevoksning nord for mosen midt på øen.

Bakker og stengærder pryder landskabet, og i klinterne mod syd bor store kolonier af digesvaler. På Holmene, hvor man ikke bør færdes i perioden 1. marts til 15. juni, yngler blandt andet stormmåger. Bjørnø er nævnt første gang i 1200-tallet med staveformen Byørnø. Fra 1200-tallet til 1900-tallet var øen samlet på én besidders hånd - først kronen, siden Holsteenshus Gods.

På øen har det historisk nærmest været en dyd at smugle. I 1700-tallet var Bjørnø konstant oppe at toppes med myndighederne. For at få skik på forholdene kom der i 1752 en toldbåd fra Faaborg, men bådens besætning blev smidt på porten af øens mænd. Da mændene senere var af øen, vendte tolderne tilbage og øvede grove ting mod kvinder og børn. En retssag medførte en bod på 50 rigsdaler til beboerne, men dommen betød samtidig, at øboerne skulle være fri for toldvæsenets tiltale om smugleri.

Istidslandskabet på Bjørnø
Flere ting er med til at gøre Bjørnø geologisk interessant. Øen har samme langstrakte form i retningen sydøst-nordvest som Avernakø og Ærø. Det afspejler bevægelsesretningen for de sidste isstrømme i Weichsel-istiden. Bjørnø er ganske kuperet i forhold til sin størrelse. Da den sidste isstrøm i området stoppede, og dødis begyndte at smelte, opstod der flere vandfyldte lavninger på overfladen af - eller mellem - de smeltende ismasser. Lavningerne blev fyldt med smeltevand, og da isen smeltede helt væk, stod aflejringerne tilbage som bakker i terrænet. Den slags bakker kaldes
issøbakker eller kame-bakker, og de udgør i dag nogle af øens højeste punkter. Nogle af dødislandskabets lavninger er i dag moser og vandhuller.

En vandretur langs klinterne på sydkysten giver et godt indblik i Bjørnøs geologiske fortid. Man kan se aflejringer fra mindst tre isfremstød i Weichsel-istiden. Det ældste moræneler er afsat under Ristinge Fremstødet (55-50.000 år før nu). Herefter følger aflejringer fra Hovedfremstødet (23-21.000 år før nu) og den Ungbaltiske nedisning (19-17.000 før nu). Få steder kan man finde tynde lag af ler fra havet (’Cyprina-ler’) med muslingeskaller fra sidste mellemistid, Eem (130-115.000 år før nu). Ler, som gletsjerne har æltet ind i istidslagene.

Det dynamiske kystlandskab
Siden havet trængte ind over området syd for Fyn og skabte Det Sydfynske Øhav, er der blevet gnavet af Bjørnøs istidslandskab. Det sker fortsat især langs sydkysten, hvor der er 18 kilometer åbent hav til Als. Her har havets kræfter skabt markante klinter, der ligger som perler på en snor langs kysten. Sådan en mere eller mindre retlinet kyststrækning, hvor fremspringende punkter er eroderet bort og bugter fyldt op, kaldes for en udligningskyst.

Det løsnede ler, sand og grus føres med kyststrømmene til øens nord- og sydende, hvor materialet aflejres i det roligere vand og skaber nyt land -  marint forland.

Holmene er Bjørnøs mest karakteristiske unge kystlandskab. Det er en 700 meter lang, smal retodde ved øens sydøstlige ende. Den er skabt som et ’vedhæng’ på det marine forland. Tre ganske små, lave rester af det druknede istidslandskab har fungeret som ’ankerpunkter’ for oddedannelsen på det lave vand.

Ved Bjørnøs nordvestlige ende er vandet dybere. Her er det marine forland, kaldet Digerne, udviklet som en strandeng med flere mindre strandsøer. Det var oprindeligt små åbne laguner ud mod havet, som med tiden er blevet afsnøret af strandvolde af sand og sten, som bølgerne har aflejret. Den yderste lagune er i perioder afsnøret fra havet af krumodde-dannelser. Ved at kigge på gamle kort kan man se, at Bjørnøs unge kystlandskaber er skabt inden for de seneste cirka 200 år.