Avernakø

Øerne blev med tiden forbundet af en naturlig landtange bestående af sand, grus og sten fra havet. En sådan naturskabt forbindelse kaldes et drej, et drag eller en tombolo. I 1937 blev der anlagt en vejdæmning hen over Drejet. Den sikrede en stabil forbindelse mellem øerne. Man kan sejle fra Faaborg til Avernakø med færgen, der også sejler til Lyø.

Avernakø har en samlet kystlinje på 19 kilometer med gode badestrande, fiskepladser og et rigt fugleliv. I enkelte vandhuller er der mulighed for at se og høre den sjældne klokkefrø. Øen har markerede vandre og cykelruter, flere gode overnatningsmuligheder og shelterplads. Man bør ikke færdes ved fugleyngleområderne ved Hovedsø og Revtrille i perioden 1. marts til 15. juni.

Der er gennem tiden gjort store og rige arkæologiske fund på Avernakø. Det rigeste fund blev gjort i 1685 på en mark i Munke, hvor man fandt seks offerskåle med soltegn lavet af det pureste guld. Fem af de seks guldskåle er i dag på Nationalmuseet. Den sjette skål blev foræret til en fransk gesandt i 1812. Den var Avernakøs bidrag til Danmarks bod på den skæbnesvangre alliance med Napoleon.

Majtræet, der i dag fungerer som øens officielle flagstang, er blevet et vartegn for Avernakø. Træet er et frugtbarhedssymbol fra hedensk tid. En bøn til guderne om at få en god høst på marken. Hvornår majtræet kom til Avernakø, fortaber sig i historien, men Avernak By og Munke holder traditionerne i hævd og kranser hver pinselørdag majtræet med bøgegrene og forårsblomster.

Istidslandskabet på Avernakø
Avernakø har - ligesom Bjørnø og Ærø - en karakteristisk langstrakt form i retning sydøst-nordvest. Formen afspejler isstrømmens bevægelsesretning i Weichsel-istiden. De øverste jordlag på Avernakø består primært af moræneler, og hovedparten af landskabet er skabt, da dødisen smeltede. Flere af de højeste bakkepartier består dog af smeltevandsaflejringer afsat i lavninger mellem de smeltende ismasser. Da isen var smeltet, stod de sedimentfyldte lavninger tilbage som bakker i terrænet. Resultatet er et bakket landskab med mange lavninger, der i dag ofte indeholder småsøer
og moser.

Avernakø er blandt de få øer i Øhavet, der har klinter mod nord og øst. I klinterne ses forskellige typer moræneler og smeltevandsaflejringer afsat af mindst tre forskellige isfremstød i Weichsel-istiden. På østsiden af Korshavn ses metertykke lag af stenfrit smeltevandsler, mens der i andre klinter optræder flager af havaflejret ler med muslingeskaller (’Cyprina-ler’) fra sidste mellemistid, Eem (130-115.000 år før nu). Som så mange andre steder i Øhavet viser klinterne også, at landskabets indre består af geologiske lag, der er skubbet sammen, foldet eller skudt ind over hinanden af de forskellige isfremstød.

Det dynamiske kystlandskab
Avernakøs sydkyst er udviklet som en udligningskyst. Fremspringende punkter er eroderet bort og bugter fyldt op. Når havet gnaver af klinterne, fører kyststrømmene ler, sand og grus til øens øst- og vest-ende. Her aflejres materialerne i det roligere vand og skaber nyt land - marint forland. Det største marine forland findes mod nordvest. Det består af en mosaik af strandenge, strandvolde, strandsøer og krumodder. Her ligger Avernakøs største vådområde med strandsøerne Hovedsø, Skanodde Sø og Kongesø. Søerne var oprindeligt åbne havbugter, der med tiden er blevet afskåret fra havet
af et langstrakt system af strandvolde og krumodder. Ved kraftigt højvande og under stormfloder bliver dele af området oversvømmet.

Også Korshavns sydøstlige hjørne er marint forland. Længst mod øst ender det i odden Revtrille. Lige nord Revtrille ligger Revkrog. En beskyttet bugt med en af øens bedste sandstrande. Avernakøs øvrige strande er typisk smalle og stenede. Nakkeodde, som primært består af rullesten og ral, udgør det nordøstlige hjørne af Korshavn.