Gå til indhold
©  Foto:

Geopark: Bagenkop til Dovnsklint

Den fire kilometer lange kyststrækning mellem Bagenkop og Dovnsklint byder på en perlerække af klinter med smukke udsigter og strande med rullesten.

Langelands unikke istidslandskab

Man kan gå både langs stranden og ad stier langs skrænterne, og på kyststrækningen ligger seks kuppelformede bakker, som også kaldes hatbakker. Bakkerne er skåret igennem af havet og danner høje klinter, der giver mulighed for at studere deres indre opbygning og få et kig ind i Langelands istidslandskab.

Man kan vandre ud til klinterne fra Bagenkop eller nå dem fra flere kystnære parkeringspladser. Mellem hatbakkerne kan man se jævne moræneflader med et eller to tykke lag af moræneler, som er aflejret i perioden 19-17.000 år før nu. I enkelte lavninger opstod der efter istiden moser og vådområder, fx Gulstav Mose, der ligger cirka 500 meter fra Dovnsklint.

Gulstav Mose er et af Fugleværnsfondens reservater og et vigtigt yngle- og rasteområde. I det nordvestlige hjørne af mosen findes et fugletårn med bålplads. Den bedste årstid for besøg i Gulstav Mose er forår og efterår, hvor man kan se store træk af rovfugle, duer og småfugle.

Bagenkop Bjerg

Istidslandskabet langs kyststrækningen

Forskere har længe diskuteret, hvordan hatbakkerne er blevet dannet, og nu har moderne forskning løftet lidt af sløret.

For omkring 17.500 år siden var Langeland og Storebæltsregionen dækket af en tungeformet udløber, ’Storebæltsgletsjeren’, som var en del af Bælthav Isstrømmen. Da gletsjeren stoppede sin fremmarch og de yderste dele af isen blev til dødis, opstod der langs kanten af den smeltende is store sprækkesystemer og lavninger på overfladen af isen. Sprækkerne og lavningerne blev fyldt med smeltevand, og der opstod issøer.

Noget af det materiale, som smeltede fri af isen, blev med smeltevandet ført ud i issøerne. Her blev materialerne sorteret af vandet og aflejret som lag af ler, sand og grus. Nogle gange blev der i issøerne også aflejret lag af usorteret morænelerlignende eller meget stenrigt materiale. Det skete især under perioder med lav vandstand i søerne, hvor skred langs bredderne sendte ’tunger’ af trægt flydende, optøede jordmasser ud i søerne. På et senere tidspunkt skubbede de stadig aktive dele af ’Storebæltsgletsjeren’ til dødisen og issøerne, hvorved de opbyggede aflejringer væltede og kom til at stå lodret eller skråt.
Da isen smeltede bort og søerne forsvandt, stod aflejringerne tilbage i landskabet, som de hatbakker vi kender i dag.

Varierende lokale forhold har bidraget til, at hatbakkernes indhold ikke er ens - langs kysten mellem Bagenkop og Dovnsklint indeholder de flere lag af morænelerlignende og usorteret, stenet materiale end mange af dem som ligger inde i landet. Desuden synes lagene i hatbakkerne langs kysten også at være mindre forstyrret af is-pres end lagene i hatbakkerne inde i landet.

Dovns Klint og Gulstav Mose

Det dynamiske kystlandskab

Siden havet i perioden efter sidste istid (Holocæn) trængte ind over området syd for Fyn og skabte Det Sydfynske Øhav, har havet gnavet af istidslandskabet.

Fra Sydlangeland er der cirka. 35 kilometer åbent hav til Nordtyskland og næsten hele kyststrækningen mellem Bagenkop og Dovnsklint er udviklet som en stejlkyst, hvor nedbrydning (erosion) har skåret flere hatbakker halvt igennem og skabt høje klinter.

Pynten på Dimesodde er den sidste rest af en bakke, som ellers er fjernet af havet. Den svagt guirlandeformede kyst er samtidig en såkaldt udligningskyst, hvor fremspringende punkter eroderes bort og bugter fyldes op. Bugten mellem Gulstav og Dovnsklint er i dag et område, hvor der bliver aflejret materiale, blandt andet i form af massive strandvolde af afrundede rullesten, hvoraf mange er ledeblokke fra det Baltiske område. I bugten er der fundet strandvoldsdannelser med op til 20 centimeter store sten aflejret mere end tre meter over det nuværende havniveau. De stammer muligvis fra en katastrofal stormflod i 1872.