
Æbleræs
Hvert år, når efteråret begynder at bide i kinderne og æblerne hænger tungt i grenene, samles en flåde af smukke træskibe i Det Sydfynske Øhav. Skibene kommer fra nær og fjern – for at sejle sammen én sidste gang, før de tages på land og går i vinterhi.
Dét er Æbleræs: En traditionsrig fejring af årets sidste sejlads – og alle er velkomne! Både på land og til vands. Med vinden i sejlene, og besætninger fulde af historier om søkort, røverhistorier og skjulte skattekister, sejler skibene i samlet flok lørdag – først som kapsejlads fra Rudkøbing til Troense, senere lastet med æbler fra Troense til Svendborg. Og både i Troense Havn og på Svendborg Havn (ved Sejlskibsbroen) inviteres der til festivitas. Æbleræs er både en hyldest til de historiske pæreskuders gamle fragtruter, til fællesskabet mellem søfolk – og til Øhavet, efteråret og de lokale råvarer.
En levende tradition på havet og havnen
Æbleræs emmer af lokalhistorie, fællesskab og kærlighed til sejlskibe, og strækker sig over to dage. Lørdag begynder med, at træskibene mødes i Rudkøbing – hvor årets sidste kapsejlads sættes i gang. Med vinden i sejlene krydser de gennem Øhavet mod Troense, som man gjorde i gamle dage, da "pæreskuder" fragtede frugt fra Tåsinge til markeder i de større byer.
I Troense lastes skibene med æbler fra byens haver – doneret af lokale beboere. På havnen er der aktiviteter og børnevenlige indslag. Senere på dagen sejler flåden videre mod Svendborg, hvor æblerne sælges direkte fra dækket i havnen om søndagen, og hvor der vil være musik og boder. Æbleræs er elsket af sejlere – men det er også for alle os andre. Du kan følge skibene, tage med på turen fra Troense til Svendborg, og være med på havnen i Troense og i Svendborg, og opleve efteråret folde sig ud med duft af most, maritim historie og smag af lokale råvarer.