Lokal vært søges til ekspeditionsbesøg

FIND FORBINDELSERNE – En ekspedition i Geopark Det Sydfynske Øhav

23.2.2023
Foto: Mia Ben-Ami

I 2023 tager sekretariatet på ekspedition ud i hele geoparken for at finde forbindelserne imellem os mennesker. Er du vores lokale forbindelsesofficer?

Geoparkens sekretariat tager på tur. I løbet af 2023 vil vi stævne ud fra vores kontor i Svendborg på en ekspedition med et formål: Vi vil undersøge og finde forbindelser på tværs af hele Geoparkens område. Forbindelser imellem mennesker, steder, landskaber, ting og traditioner. Fra syd til nord, øst til vest. Fra Ø til fastland, kyst til bakkedal. Det er allerede påvist, at landskabet omkring det Sydfynske Øhav hænger sammen. Engang har man endda kunnet gå fra Bagenkop til Bøjden næsten tørskoet. Men hvad forbinder os mennesker i dag på tværs af de fire kommuner?

Med udgangspunkt i dine egne ting vil vi gerne høre mere om, hvordan du føler dig forbundet til andre steder i Geoparken end lige der, hvor du bor. Måske bor du i Svendborg, men dit eksamensbevis er fra navigationsskolen i Marstal. Måske bor du i Marstal men din bedste opskrift på boller er fra din moster i Faaborg. Du bor måske i Ringe, men flager med det ærøske flag. Har du en souvenir fra den særlige sommerferie på Langeland? Savner du også færgen Lohals - Lundeborg?

Vi vil gerne besøge i alt 11 steder i alle de fire sydfynske kommuner i to etaper. De nærmere lokationer er i skrivende stund ved at blive planlagt - og her vil vi meget gerne have hjælp! Vi kommer på besøg i 2 dage. Hvert sted vil vi gerne finde en frivillig forbindelsesofficer: En lokal vært med et godt lokalt netværk, som kan hjælpe os med at finde et godt sted at have base og komme i kontakt med spændende mennesker. Nedenfor kan du se en liste over de områder, vi besøger.

Hvad indebærer det at være forbindelsesofficer?

  • Du er vores lokale kontakt og kan sætte os i forbindelse med andre frivillige, lokale foreninger, grupper og spændende mennesker
  • Du hjælper os med at finde et godt sted at slå lejr og have base i 2 dage.
  • Under besøget kan du være med-vært og deltager på det niveau, du har tid til.
  • Og så vil vi gerne høre om dine forbindelser!

Er du, eller kender du en, som kan være vores frivillige forbindelsesofficer til vores ekspedition? Så skriv til os på:

Kristian.thane.rasmussen@svendborg.dk

Malene.sakskilde@svendborg.dk
 

Ekspeditionen 'Find Forbindelserne':

1. etape, April-juni:

- Afgang fra Svendborg, Uge 15
- Søbygaard – Ærø Kommune, Uge 17
- Svanninge Bakker og Bjerge – Faaborg Midtfyn Kommune, uge 19
- Tarup-Davinde - Faaborg-Midtfyn Kommune, uge 21
-  Egebjerg Bakker - Svendborg Kommune, uge 23

2. Etape, August - november

- Marstal - Ærø, uge 33
- Skovsgaard gods, Langeland Kommune, uge 35
- Strynø - Langeland Kommune, uge 37
- Lyø - Faaborg-Midtfyn kommune, uge 40
- Drejø - Svendborg kommune, uge 43
- Svendborg, uge 45/46.

OBS: Med forbehold for ændringer.

Malene Sakskilde
Tovholder

Projektkoordinator

Malene.sakskilde@svendborg.dk

Kristian T P Ras
Tovholder

Kommunikationskonsulent

kristian.thane.rasmussen@svendborg.dk