©  Foto:

Geopark: Stendiger i landskabet

De talrige stendiger i området vidner om de mange sten i istidslandskabet og har tjent forskellige formål gennem tiden.

Du finder stengærder mange steder på Sydfyn og øerne, men de færreste steder er de så rigelige og smukke som på Brahetrolleborg og Holstenshus. Stenvoldene vidner om de mange sten i morænelandskabet. Stenene var en hindring for at dyrke jorden, men de var også en ressource, der blev brugt til vejmateriale og i byggeriet. I 1786 besluttede Holstenshus at bygge tre "sygehuse" lavet af kampesten. Hvert af hospitalerne havde 6-8 lejligheder til fattige, gamle og svage mennesker inden for godsets område. To af hospitalerne er bevaret; et af ​​dem i landsbyen Diernæs tæt på Faaborg. Hvad med det andet?

De fleste af stenene eksisterer dog som stendiger i landskabet. Under landbrugsreformerne (1770–1820) kom reformivrigheden til udtryk ved, at markerne blev ryddet for sten, og der blev lystigt bygget stendiger og uddelt kongelige priser til særligt ivrige murbyggere. Typisk blev byggeriet af stengærder igangsat af godserne, fordi de kunne bruge fæstebøndernes tvangsarbejde. Senere begyndte mange bønder at bygge stengærder på deres egne marker.

Stenmurene tjente en række formål. Nogle stengærder langs Brændegårdsvej omkranser herregårdsskoven, hvilket blev fremhævet meget i Skovreguleringen af ​​1805. Lovens hensigt var at beskytte den nye opvækst af træer, som skulle bruges til genopbygningen af ​​den danske flåde. Andre stengærder markerer grænserne mellem forskellige landbrugsejendomme eller holder de græssende dyr inde eller ude. For at kunne tjene som hegn til heste eller køer, skulle stenmurene være mere end en meter høje. Hvor stenmurene er lavere i dag, har de typisk været forsynet med et stråtækt hegn oven på muren og/eller en grøft på indersiden af ​​stenmuren.

Uanset hvilken funktion en stendige tjener, kræver den stadig en del vedligeholdelse, som er prioriteret af mange stenmursejere, selvom stendigernes rolle som hegn ophørte omkring år 1900. Nu har de en kulturhistorisk værdi og er for mange indbegrebet af landskabsidyl.